Rutinemæssig, mekanisk tilstand uden udvikling, spænding el.lign…

Vi er skabt til at tænke: “Hvad nu hvis…”. Det er årsagen til, at vi som art blandet andet har udviklet spyd og sværd, så vi kunne forsvare os, hvis den berømte sabeltiger kom forbi. “Hvad nu hvis…” er startskuddet til en bekymring. Og der er altid noget, vi kan bekymre os om. Global opvarmning, pesticider i vores mad, børnene der cykler til skole, vores helbred… Men gør bekymringer i sig selv en positiv forskel. Nej! Det at tænke over global opvarmning ændrer jo ingenting. Det er først, når vi rent faktisk gør noget, at vi kan ændre noget. Så bekymringer i sig selv, er det jeg vil kalde tanke-tomgang. Den danske ordbog oversætter tomgang på følgende måde: “Rutinemæssig, mekanisk tilstand uden udvikling, spænding el.lign.” Det passer meget godt på en bekymring…

Selvom vi er skabt til bekymringer, er det ikke ens betydende med, at vi er slave af dem. Når en bekymring dukker op i form af en “hvad nu hvis…” tanke, så kan vi vælge at gå med den og ryge ind i tanke-tomgangen, eller vi kan vælge at fokusere på, hvad vi rent faktisk kan gøre, og dermed stoppe tanke-tomgangen.

Ind imellem møder vi bekymringer, vi ikke kan handle os ud af. Når vi dykker ned i den eksistentielle psykologi, opererer man med 4 livsvilkår, som alle mennesker oplever i større eller mindre grad: 1) Dødsangst, som hænger uløseligt sammen med livsangst – altså angsten for ikke at få og nå det liv vi ønsker 2) Frihed, som hænger uløseligt sammen med ansvar for at skabe det liv vi ønsker 3) Alenehed – ikke at forsveksle med ensomhed. Alenehed repræsenterer at vi bliver født alene og vi skal dø alene, og alle store beslutninger kan vi kun tage alene 4) Meningsløshed – vi skal selv finde ud af, hvad meningen med det hele er.

Når disse livsvikår dukker op og bliver nærværende, kan de minde os om, at vi skal huske at leve livet. Sætte pris på det vi har. Huske at være taknemmelige. Men de kan også lamme os i bekymringer. Hvad nu hvis jeg skal dø for tidligt? Hvad nu hvis jeg træffer de forkerte beslutninger? Hvad skal jeg være her for?

Uanset hvor meget vi tænker over disse livsvilkår, så er de til stede. Vi kan ikke tænke os ud af dem. Og vi kan ikke handle os ud af dem. De er VILKÅR. Så vi må lære at være med dem på en måde, hvor de ikke lammer os. Vi må bruge dem, til det vi kan – eksempelvis at blive mindet om det, vi kan være taknemmelige over. Der ud over må vi lære ikke at slå lejr i dem, for så ender vi meget ofte i tanke-tomgangen. For at undgå at slå lejr, er det afgørende vigtigt at træne sin opmærksomhed. Det vi giver opmærksomhed vokser. Og det gælder også vores tanker.