Når vi grubler, har vi negative tanker om fortiden. Tanker som: Hvorfor skete det for mig? Hvorfor fik jeg ikke sagt fra? Hvorfor var han så uretfærdig? Hvorfor var hun så tarvelig? Når vi grubler i lang tid, bliver vi ofte triste, og vi kan opleve meningsløshed. Vi bliver fyldt op af skyld, skam og dårlig samvittighed.

At gruble bliver på engelsk benævnt rumination. Det er det samme ord, man bruger om køer, der tygger drøv. Det er et meget sigende billede, synes jeg. At man tygger på noget, det ryger ned i den ene mave, op igen og ned i den anden mave, og sådan fortsætter det. Og til hvilken nytte. Jeg møder ofte mennesker, der har en overbevisning om, at det er vigtigt at bearbejde fortiden, og at det gør man ved at tænke godt og grundigt over den.

Jeg er ikke vild med begrebet bearbejdning. Hvad vil det egentlig sige? I den Danske Ordbog står der, at bearbejde betyder “At tænke over og psykologisk forholde sig til en sorg eller (ubehagelig) oplevelse man har haft”. Jeg studser over formuleringen “forholde sig til”. Det er utrolig fluffy. At forholde sig til noget – hvad er det? Er det, at konstatere det er der, at have en holdning til det, at være emotionelt forbundet med det… At forholde sig er mange ting, og derfor bliver bearbejdning i denne forståelse også utrolig ukonkret, og efterlader folk i et endeløst, udefineret tankerum.

Det kan resultere i overtænkning – her er vi tilbage til koen, der tygger drøv. Så hvad kan vi så gøre? Først og fremmest er jeg fortaler for at gøre op med bearbejdningsbegrebet. Jeg synes ikke, det hjælper os. Jeg synes faktisk det gør det modsatte.

Når fortiden fylder, så er det konstruktivt at fokusere på læringsaspektet. Og læring er der altid. Nogle gange er den konkret – andre gange eksistentiel. Eksempelvis: “Jeg har lært, at jeg kan overkomme svære perioder i livet”.

Når vi dykker ned i forskning omkring resiliens og posttraumatisk vækst, så er læring et centralt aspekt. At vi kan trække læring ud af både positive og negative hændelser og oplevelser er afgørende for, at vi kommer styrket ud på den anden side.

Min opfordring er, at vi overvejer om og hvordan bearbejdningsbegrebet skal bruges, og om vi i virkeligheden inviterer til overtænkning, ved at fortælle os selv og hinanden, at vi skal bearbejde ting. Lad os i stedet hjælpe os selv og hinanden med at trække læring ud af det, vi oplever – både de gode oplevelser, og dem der gør ondt. Det gør os nemlig langt mere resiliente!