“Hvem er du?” sagde kålormen. Alice svarede ganske genert: “Jeg – jeg ved det faktisk ikke, min herre, lige for øjeblikket. Altså jeg tror jeg ved, hvem jeg var da jeg stod op i morges, men jeg tror nok, at jeg er blevet forvandlet adskillige gange siden da“. Citatet er fra Alice i Eventyrland, og efterfølgende taler Kålormen og Alice om hendes mange forvandlinger i løbet af dagen og Alice føler sig forvirret. Da hun møder Kålormen er hun forvandlet til en meget lille pige, og hun ønsker at være lidt større. Alice siger: “Tre tommer er sådan en ynkelig højde at have” og Kålormen svarer hende at det er verdens bedste højde. Til dette svarer Alice: “Men jeg er ikke vant til det!” Og dette er en interessant pointe.
Hvem er vi? Hvad er personlighed? Vi er det, vi er vant til. Eller vi er den, vi er vant til at være. Vores personlighed skabes af det, vi gør igen og igen. Og ikke mindst af det vi tænker igen og igen. Så kan vi lave os selv om? Og kan vi det hele livet? Eller smækker døren i, når vi bliver en vis alder? Vi kan lave os om. Vi kan justere vores personlighed. Vi kan vælge, hvordan vi vil være i verden. Og det kan vi hele livet.
Lone Frank er én af mine yndlings forfattere. Hun tager vigtige emner op, går i dybden og reflekterer. Hendes bog “Lystens pioner” kan jeg varmt anbefale. Hun bevæger sig ind i det neuropsykologiske univers, og fortæller historien fra man foretog det hvide snit til i dag. Hun påpeger blandt andet, at personligheden skabes af gener, fordi generne indretter vores hjerne og måden hvorpå den reagerer på udefra kommende begivenheder. Og hvad så nu hvor vi ved, at hjernen er plastisk?
Skabes personligheden så hele livet? Og hvad med generne? Svaret er ja – vi skaber vores personlighed hele livet. Vores hjerne ændrer sig konstant. Richard Davidson, som er en af verdens førende hjerneforskere, påpeger, at hjernen eksempelvis ændrer sig ved to timers computerspil! Samtidig ser det ud til at vores gener spiller sammen med det, vi udsættes for. Generne dikterer altså ikke, hvem vi er. De aktiveres i et samspil med omgivelserne. Vi ved at fysisk træning kan påvirke genernes udtryksform, så hvorfor skulle mental træning ikke kunne gøre det samme? Forskning viser, at der kan være 10 cm forskel i højden på énæggede tvillinger afhængigt af hvad de har spist og oplevet i barndommen.
Tilbage til Lone Frank. Hun refererer til forskning med dyb hjernestimulation og har et eksempel på en patient, der lider af OCD, og som efter stimulation i hjernen oplever at have mistet sin overdrevne kontrol. Omgivelserne konkluderer, at behandlingen har hjulpet. Patienten selv oplever at have fået en for slap personlighed. Hun savner kontrollen.
Den dybe hjernestimulation ændrer altså patientens personlighed. Det kan dog ikke påpeges, hvor i hjernen personligheden sidder, eller om der er bestemte celler, der giver en følelse af et selv. Forestillingen om den stabile indre kerne, er altså under alvorlig nedbrydning. Den passer simpelthen ikke med videnskaben.
I min verden er alt dette opløftende! ”Hvem er du?” som Alice blev spurgt, er måske mere et spørgsmål om ”Hvem vil du være?”.
Det bliver diskuteret om det er etisk forsvarligt at tilbyde hjernestimulation til mennesker ,der ønsker at være mere glade. Ved forsøg med aber, der har fået indopereret ledninger, der kan stimulere hjernen, viser det sig, at de selv trykker på den knap, der tænder for stimulationen, fordi det føles godt.
Det siger sig selv, at der er mange dilemmaer forbundet med dette. Men forskning viser, at vi også kan stimulere hjernen på andre måder uden operation. Nemlig ved vores opmærksomhed.
Det vi retter vores opmærksomhed mod, skaber os. Vores opmærksomhed bliver draget af emotionelle udsving, og vi kan lære, at registrere disse emotioner uden at svinge med. Vi kan lære at observere emotionerne på afstand uden at blive revet med eller knocked out, som Richard Davidson formulerer det.
At træne opmærksomheden er ikke raketvidenskab. Det er simpelt. Alle kan lære det. Det eneste du skal mobilisere er lysten til at lære det og vedholdenheden til at gøre det.
Vi kan vænne os til meget. Alice vænner sig også til at være lille. Lige indtil hun skal vænne sig til at være stor igen. Vaner føles ofte rigtige, også selvom de ikke er hensigtsmæssige. Vi mennesker kan vænne os til at have det skidt. Eksempelvis kan vi vænne os til at være i en uhensigtsmæssige tilstand af stress. Det kan endda føles som om stressen er blevet en del af personligheden. Men sådan er det ikke. Og du kan ændre det. Du behøver ikke få indopereret ledninger i hjernen. Du kan nøjes med at træne din opmærksomhed.
Der er lukket for kommentarer.