Jeg er forundret. Det sker ind imellem. På en skala fra 0-10 er jeg denne gang forundret på en 10’er. Det drejer sig om regeringens stresspanel. Så vidt jeg har forstået, skal dette stresspanel sikre initiativer, der forebygger og håndterer stress. Stresspanelet er sat i verden, fordi stress til stadighed er et stigende problem i Danmark – og også i resten af verden for den sags skyld.

Stresspanelet har været i gang i en del måneder, og de er nu kommet med deres første udspil. De vil lukke forældreintra og bestemme hvor mange forældrearrangementer der må være pr. klasse pr. år.

Ærligt talt – jeg var ved at falde ned af stolen da jeg læste det. Af flere grunde.

For det første er det så old school at tro, at vi kan undgå stress ved udelukkende at styre faktorer i den ydre verden. Uanset hvor gode arbejdspladser vi har, med de bedste processer, den bedste ledelse, de mest skånsomme rammer osv., så er der stadig mennesker, der oplever stress. Hvorfor? Fordi stress handler om en bestemt type tænkning – nemlig bekymringer – og det er en individuel ting at lære at håndtere bekymringer på en hensigtsmæssig måde. Alle mennesker oplever pres og udfordringer i livet, som skaber bekymringer. Det er utopi at tro, at vi kan fjerne det. Og derfor er vi nødt til at lære at håndtere pres og udfordringer på en måde, hvor vi ikke bliver ædt op af bekymringer og dermed stress.

For det andet så er det et pudsigt initiativ, når vi ser på statistikker og hvilke målgrupper, der oplever mest stress. Der er en voldsom overvægt at mennesker udenfor arbejdsmarkedet, som oplever stress. Det har ikke noget med forældreintra og skolearrangementer at gøre. Blandt unge kvinder er der den største stigning af stresstilfælde. Det er kvinder, der endnu ikke har fået børn, og som altså ikke er belastet juleklip i børnenes skole.

For det tredje lever vi i en tid, hvor kommunikation – og meget af det – er en central del af livet. Jeg bor selv sammen med to teenagere, og de kommunikerer konstant via messenger, snapchat osv. Det er utopi at lukke ned for kommunikationskanaler. De er kommet for at blive. Det er en integreret del af vores moderne liv – nok særligt for de unge, men også for os andre halvgamle. Jeg kan ikke se, at løsningen er at lukke disse kanaler ned. I stedet må vi forholde os til, hvordan vi kommunikerer, og hvordan vi forholder os til kommunikationen. Og lur mig om ikke kommunikationen bare flytter over på en af de mange andre kanaler, hvis vi lukker en kanal som forældreintra ned.

For det fjerde, så stritter alt på mig, når vi tror, vi kan lovgive os ud af alt. Skal vi seriøst have regler omkring, hvor mange forældrearrangementer der må være i en klasse pr. år? For mig er det en umyndiggørelse. Jeg føler mig talt ned til. Jeg føler ansvaret bliver taget fra mig. Jeg bliver sat i en situation, hvor jeg er handlingslammet og bare skal følge de rammer, der bliver stukket ud. Mennesker der er i en situation, hvor de ikke kan handle oplever ofte stress. Jeg siger det bare…

Lad os tænker anderledes omkring stress. Lad os flytte os et nyt sted hen. Det er vi nødt til, hvis vi vil knække stresskurven!!